-
§ 1 – Navn:
Foreningens navn er Mønsted Idrætsforening og er stiftet den 11. maj 1922. Foreningens hjemsted er Viborg Kommune.
-
§ 2 – Formål:
Foreningen har til formål at give sine medlemmer adgang til at dyrke idræt under gode og sunde forhold og at fremme interessen for idrætten, samt at samle foreningens medlemmer, byens og omegnens beboere om andre kulturelle aktiviteter.
-
§ 3 – Organisation
Foreningen er medlem af Dansk Idræts-Forbund (D.I.F) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (D.G.I) og er undergivet disses love og bestemmelser.
-
§ 4 – Drift
Ethvert overskud, der fremkommer i foreningens regnskaber, skal ubeskåret gå til dækning af udgifter i forbindelse med de idrætsaktiviteter, der foregår i foreningens forskellige afdelinger.
-
§ 5 – Medlemmer
Som aktivt eller passivt medlem kan optages enhver, der vil indordne sig under den i foreningen ønskede ånd og tone. Optagelse sker ved henvendelse til de respektive udvalg.
-
§ 6 – Kontingent
Kontingentsatser fastsættes af HB (Hovedbestyrelsen) efter indstilling fra afdelingsbestyrelserne.
Stk. 2 – Ved kontingentrestance på mere end 4 måneder til en eller flere af foreningens afdelinger kan HB, med mindst 8 dages skriftligt varsel, ekskludere vedkommende. Fornyet medlemskab vil først kunne oprettes efter indbetaling af restance.
-
§ 7 – Eksklusion m.v.
HB kan ekskludere et medlem ved usportslig, dårlig eller ukammeratlig opførsel, hvis medlemmet skønnes at skade foreningen – dog skal vedkommende medlem forinden afgørelsen træffes have mulighed for at fremføre sine synspunkter overfor HB. Eksklusion i forbindelse med kontingentrestance kan finde sted efter bestemmelserne i §6, stk. 2.
Stk. 2 – Beskadiger et medlem ved vold eller grov uagtsomhed nogle af foreningens ejendele eller de af foreningen benyttede lokaliteter, er vedkommende fuld erstatningspligtig.
-
§ 8 – Foreningens opbygning
Foreningen er opbygget således, at den består af en hovedbestyrelse (HB), det er HB formand, HB kasserer eller HB sekretær, 2 i forening, som tegner Mønsted Idrætsforening i alle foreningens fællesanliggender og tillige er HB foreningens øverste ledelse.
Stk 2. – For hver idrætsgren, der findes inden for foreningen, kan der oprettes en selvstændig afdeling med egen bestyrelse og eget regnskab. En afdelingsbestyrelse forestår sin afdelings daglige drift og er således afdelingens øverste myndighed og ledelse.
Stk 3. – Oprettelsen af nye og opløsning af bestående afdelinger kan efter skriftlig forslag vedtages på HB´s årlige ordinære generalforsamling.
Stk 4. – HB kan nedsætte et udvalg med en specifik opgave.
-
§ 9. – Hovedbestyrelsen
Hovedbestyrelsen består af minimum 3 medlemmer, der dels består af formændene for de enkelte afdelingsbestyrelser med særskilte generalforsamlinger og dels af valgte på HB´s årlige ordinære generalforsamling.Stk. 2 – Yderligere vælger generalforsamlingen årligt 2 suppleanter for de på generalforsamlingen valgte HB-medlemmer.
Stk. 3 – Den ordinære generalforsamling vælger formand og kasserer og sekretær. Disse kan ikke samtidig have sæde i en afdelingsbestyrelse. Valgene gælder for 2 år, og de valgte afgår efter tur således, at formanden afgår på lige årstal, mens kassereren afgår på ulige årstal.
Stk. 4 – Årligt vælges på den ordinære generalforsamling 2 repræsentanter til Østfjends-Hallens repræsentantskab samt 1 suppleant.
Stk. 5 – HB fastsætter selv sin forretningsorden og konstituerer sig på førstkommende møde efter den årlige ordinære generalforsamling med næstformand og sekretær. HB kan desuden, hvis den skønner det ønskeligt, nedsætte er forretningsudvalg eller ansætte en forretningsfører, der skal varetage foreningens daglige drift og ledelse under ansvar over for den samlede HB.
Stk. 6 – Næstformanden skal, når formanden er forhindret påtage sig de pligter, der ellers påhviler formanden. Ved formandens evt. afgang uden for den i stk. 3 nævnte turnus, skal næstformanden til næste ordinære generalforsamling fungere som formand. Det påhviler den valgte sekretær, subsidiere som et andet af HB udpeget bestyrelsesmedlem, at føre beslutningsprotokol for samtlige HB-møder og HB-generalforsamlinger.
-
§ 10. Afdelingsbestyrelser
En afdelingsbestyrelse består af enten 3, 5 eller 7 medlemmer, som alle vælges af afdelingernes generalforsamlinger. Valgene gælder for 2 år, og de valgte afgår efter tur med 1/2, 2/3 eller 3/4 hvert år.
Stk. 2 – Yderligere vælger generalforsamlingen årligt 2 suppleanter.
Stk. 3 - Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og konstituerer sig på førstkommende møde efter den årlige ordinære generalforsamling med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Konstitueringen skal være gennemført inden HB´s ordinære generalforsamling og meddeles denne til orientering. Sekretæren, subsidiært et andet af bestyrelsen udpeget medlem, er pligtig at føre protokollen med samtlige bestyrelsesmøder og generalforsamlinger.
Stk. 4 – Suppleanter for afdelingsformændene i HB udpeges efter behov af de respektive afdelingsbestyrelser.
Stk. 5 – Foreningens formand eller stedfortræder kan deltage i afdelingernes bestyrelsesmøder. Afdelingerne tilsender senest 1 uge før mødet en dagsorden til foreningens formand. Ligeledes tilsendes et referat af afdelingens bestyrelsesmøder.
Stk. 6 – Hver afdeling udarbejder selv sine egne vedtægter, der dog skal godkendes af HB og som på ingen måde mp indeholde noget, der er i modstrid med de herværende love for Mønsted Idrætsforening.
Stk. 7 – I udvalg, hvor der ikke afholdes særskilte generalforsamlinger, vælges udvalgsmedlemmerne på HB´s generalforsamling efter indstilling.
-
§ 11. – Generalforsamlinger
HB´s generalforsamling er foreningens højeste myndighed i alle anliggender, og kun den kan give og ændre lovene.
Stk. 2 – HB´s årlige generalforsamling afholdes i sidste uge af februar. Senest 14 dage før generalforsamlingen afholder hver afdeling sin årlige generalforsamling.
Stk. 3 – Indkaldelse til generalforsamlingerne skal ske med mindst 14 dages varsel på den måde bestyrelsen finder mest formålstjenlig.
Stk. 4 – Forsalg, der ønskes behandlet af generalforsamlingerne, skal være formændene eller stedfortræderne i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Stk. 5 – Adgang til og stemmeret på foreningens generalforsamlinger har samtlige medlemmer, når blot de på det tidspunkt, hvor generalforsamlingen afholdes er fyldt 15 år. Forældre til børn under 15 år har stemmeret. Valgbare er alle de stemmeberettigede og passive medlemmer, dog kræves myndighedsalder for valg af medlemmer til HB og kasserer. HB kan give dispensation i sager vedr. valgbarhed.
Stk. 6 – På generalforsamlingerne kan ikke stemmes ved fuldmagt. Stemmeret opnås kun ved personligt fremmøde. Vælges kan kun de medlemmer, som er til stede eller har givet skriftligt tilsagn herom.
Stk. 7 – Lovændringer kræver 2/3 flertal og forslag herom skal fremlægges i foreningens klublokale mindst 2 dage før generalforsamlingen.
Stk. 8 – Beslutninger træffes uanset antallet af fremmødte ved simpelt flertal, jfr. dog stk. 7 og § 14.
Stk. 9 – Dirigenten bestemmer afstemningsmåden. Dog skal, på begæring af mindst et stemmeberettiget medlem, afstemning og valg foregå skriftligt. Skriftligt skal ligeledes ske, hvis der bringes flere medlemmer i forslag til valg, end der skal vælges.
Stk. 10 – Dirigenten må ikke være bestyrelsesmedlem i den afdeling eller HB, som der afholdes generalforsamling for.
Stk. 11 – De ordinære generalforsamlingers dagsordener skal indeholde:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af 2 stemmetællere.
3. Bestyrelsens beretning.
4. Regnskabsaflæggelse.
5. Budgetforslag til debat.
6. Evt. skriftlige indkomne forslag.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.
8. Evt.
Herudover skal dagsordenen til HB´s generalforsamling indeholde:
3a. Udvalgenes beretning jfr. § 10, stk. 7
7a. Valg af formand eller kasserer.
7b. Valg af de efter § 10 stk. 7 foretagne indstillinger.
7c. Valg af 2 repræsentanter til Østfjends-Hallens repræsentantskab og 1 suppleant.
7d. Valg af 1 revisor og 2 revisorsuppleanter.
7e. Orientering vedrørende afdelingernes konstitueringer jfr. § 10, stk. 3.
§ 12. – Budget, regnskab og revision
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2 – Til at gennemse regnskabet, fra såvel HB som fra samtlige afdelinger, vælges 2 revisorer på den årlige ordinære generalforsamling. Valgene gælder for 2 år, og de valgte afgår efter tur med en om året. Videre vælges for 1 år 2 revisorsuppleanter.
Stk. 3 – Senest 14 dage før HB´s årlige ordinære generalforsamling skal afdelingskassererne aflevere de færdige årsregnskaber til HB-kassereren, idet denne til den årlige ordinære HB-generalforsamling skal give fremmøde med foreningens samlede reviderede regnskaber.
Stk. 4 – Afdelingsbestyrelserne er pligtige til på førstkommende HB-møde efter den årlige ordinære generalforsamling at fremlægge et budget for afdelingens næste regnskabsår. Budgetforslaget/budgetforslagene skal godkendes af HB.
§ 13. – Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes når:
1. HB eller
2. En afdelingsbestyrelse eller
3. Når mindst 50 stemmeberettigede medlemmer stiller skriftligt krav herom indkaldes med 14 dages varsel i egnens blade. Varslingen skal indeholde motiveret dagsordensforslag.
§ 14 – Opløsning
Foreningen kan kun skifte navn, opløses eller sammensluttes med andre foreninger, når 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for og således vedtager det på mindst 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, der skal afholdes med mindst 3 - højst 6 ugers mellemrum. I så tilfælde er det den sidste af de 2 afholdte generalforsamlinger, der afgør, til hvilke kulturelle formål i Mønsted by, foreningens midler skal tilfalde. Ovenstående love vedtaget på generalforsamlingen d. 28. februar 2022 og er fra denne dato trådt i kraft.
Således vedtaget på HB generalforsamlingen 28. februar 2022
Martin Hjulmann Andersen
Formand
Christian Steffensen
Kasserer
Rikke Haslev
Sekretær
Knud Aage Mikkelsen
Fodboldafd.
Anders Ramsing Vestergaard
Badmintonafd.
Sidsel Kathrine Christensen
Håndboldafd.
Annemette Brøndum Høegh
Gymnastikafd.
Tonny Mørup Christensen
Tennisafd.